Hvornår er ferie 'restferie' under den nye ferielov?
Skrevet af Anne Robertsen, Customer Success Director i Visma Enterprise
"Har du brugt din restferie?" er et spørgsmål, ledere førhen har stillet deres medarbejdere op til april måned. For april plejer at være der, hvor mange har afholdt de sidste feriedage fra ferieåret, så der har været “rent bord”, inden 25 nye feriedage tikkede ind i maj. Sådan er det ikke længere.
Med samtidighedsferie taler vi ikke længere om restferie i april, for nu får vi hver måned 2,08 nye feriedage, der kan bruges af løbende. Nu er april tidspunktet, hvor vi skal overveje, om der er nok ferie til at holde hovedferien, og restferie er først noget, vi gør op i december.
Ja, der er meget nyt med den nye ferielov, man som leder skal forholde sig til – og her er restferie en vigtig del af det.
Restferie findes derfor stadig – den kan bare være sværere at få øje på, når vi løbende får nye feriedage, vi kan bruge af. Særligt når vi går ind i et nyt ferieår 1. september, skal man holde tungen lige i munden for at adskille, hvornår hvilke feriedage skal bruges. Nogle skal bruges inden 31. december samme år og andre inden 31. december året efter.
Men hvad betyder for meget restferie?
Har medarbejdere restferie tilbage, når vi rammer 31. december, skal den 5. ferieuge som noget nyt udbetales. Du kan aftale med medarbejderen, at den overføres, men det resulterer bare i endnu mere ferie, der skal afholdes inden næste år.
En ny lov og en pandemi skaber usikkerhed omkring ferie
Jeg taler dagligt med ledere fra mange forskellige virksomheder omkring den nye ferielov. Her er billedet klart: Medarbejdere er tilbageholdende med at holde deres ferie, og det ser jeg to overordnede årsager til:
1. Medarbejdere er usikre omkring samtidighedsferie og holder på feriedagene for at have nok til længere ferier
2. En pandemi har udfordret måden, mange foretrækker at holde ferie på
Medarbejdere har stadig brug for ferie!
Der ligger et ansvar hos danske virksomheder i at få gjort medarbejderne trygge ved samtidighedsferie. Det vil også sige, at har I medarbejdere, der dropper påskeferien alene af den årsag, at de er usikre på, om de så vil have nok feriedage til sommerferien, selvom de faktisk har nok dage til begge ferier, så mangler der intern kommunikation på området.
Omend vi gerne vil, er det svært at gøre noget ved pandemien og få skabt en ny eftertragtet ferieform for medarbejdere. Men det er vigtigt, at virksomheder og ledere ikke negligerer effekten af ferie for medarbejderes sundhed. Vi bør derfor tale ind til vigtigheden i at holde fri, så medarbejdere stadig opfatter det som legitimt at holde ferie, selvom de måske “bare” bliver hjemme.
Overvejelser, virksomheder bør gøre
Så kære virksomheder og ikke mindst ledere. Stil gerne jer selv disse spørgsmål:
- Har vores medarbejdere holdt mindre ferie, end de plejer, det seneste halve år?
- Hvordan forventer vi, at mængden af restferie vil se ud sidst på året?
- Har vi medarbejdere, der holder igen med at holde ferie, enten fordi de er usikre på samtidighedsferie eller ikke føler, at det er legitimt at holde ferie lige nu?
- Har vi fortalt vores medarbejdere nok om den nye ferielov og de nye processer og overvejelser?
Selvom den nye ferielov stadig kræver tilvænning for os alle, så er den kommet for at blive – og det er derfor ikke for sent at skabe tryghed omkring den.
God fornøjelse!
Anne Robertsen
Customer Success Director i Visma Enterprise anne.robertsen@visma.com
42 82 24 57